I 2005 anskaffede vi en lille nuttet "støvsugerhval" fra Hayward (de fås med udseender som mariehøns o.a.) med fællesnavnet Scruba®. Det gjorde vi fordi vi blev trætte af, at støvsuge poolen manuelt med skaft, slange og støvsugerhoved.
Det skal siges, at der er intet, der slår en manuel støvsugning af poolen! Uanset, hvor meget man ofrer på en teknisk dims, der kan futte rundt på bunden og suge snavs op, så kommer den ikke ud i alle hjørnerne, og den opdager heller ikke skidt, der sidder ekstra fast.
Ikke desto mindre, så vil de fleste "intelligente" bundsugere komme på 90% af bunden i løbet af 4 de timer vores kører dagligt.
Vi blev forbavsede over, hvor effektiv den rent faktisk er! Selvom den ikke kommer ud i hjørnerne, så kommer den over resten af bunden, og så plejer vi, når vi er i vandet lige at hvirvle skidtet i hjørnerne op, så det sidenhen vil lægge sig på bunden og blive taget næste gang hvalen kommer forbi.
Efter vi har fået hvalen er vi holdt helt op med at støvsuge manuelt, fordi det til daglig faktisk ikke er nødvendigt!
Hvordan virker den?
Hvalen fejer ikke, den suger bare, hvor den kommer frem. Den kører ikke på hjul; den "møffer" sig frem ved hjælp af nogen snedigt udformede gummifødder. Der er altså ingen hjul der kan blive viklet ind i skidt og hår, så den er stort set vedligeholdelsesfri.
Den er "programmeret" til at dreje til højre og venstre med uens intervaller, for herved at komme så vidt omkring som muligt. Den er så snedigt indrettet, at det sted hvor slangen er sluttet til, drejer rundt, og følger "logikken" fra dens rute, således at slangen altid vender samme vej og aldrig bliver snoet.
Om holdbarhed:
Efter 3 år synes selve støvsugerenheden / hvalen, at holde fint. Den er blev lidt mat i farverne og tegningerne, men funktionsmæssigt fejler den intet.
Det samme kan desværre ikke siges om slangen, og det skal nok tilskrives sollys, vand og klor, som gør, at de led slangen er samlet, efterhånden bliver skøre, og knækker. I første omgang oplevede vi det blot ved, at den tog falsk luft ind, men ret hurtigt begyndte alle slangedelene at have samme problemer, Først blev de lidt utætte, og ret hurtigt ubrugelige.
Man kan købe løse slangestykker. De koster i udsalg omkring 125 kr pr. styk, og med 10-12 led løber det op i en mindre formue.
Vi prøvede i stedet at indkøbe en almindelig 10 meter slange uden led, men selve slangen er konstrueret anderledes end de, der er beregnet til Scruba®. De originale slangedele er mere vridningsstabile, og har mere "lyst" til at rette sig ud, end en almindelig støvsugerslange, og det gør en markant forskel. Med en almindelig støvsugerslange vil hvalen er nogen tids kørsel have viklet slangen sammen og stå nede i den ene ende, uden at kunne vikle sig ud igen.
Dog, jeg har med nogen succes prøvet med en ældre standard støvsugerslange uden led. En slange, som normalt ikke ligger rullet hårdt sammen (som en ny slange jo har, når den leveres). Med denne går det nogenlunde, men det bedste er helt klart de til formålet beregnede leddelte slanger!