Vi får spillet en del Canasta i vores familie, og nu hvor børnene er blevet så store at de også kan spille med, får vi tit nogle rigtig gode spil.

Som alle andre familier har vi nok vores egne regler, som læner sig op af de "originale".

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi:

Canasta er et kortspil i rommy-familien. Spillet blev opfundet 1940 eller 1941 i Montevideo i Uruguay. Der findes mange varianter af spillet, og det kan spilles af 2, 3 eller 4 personer. Standardvarianten er for fire deltagere som spiller parvis mod hinanden. Der anvendes to sæt kort, inklusiv 4 jokere. Spillet går ud på at samle kortkombinationer, især canastaer som er syv kort af samme værdi. Canasta betyder "kurv" på spansk.

Den enkelte omgang i spillet kan ikke afsluttes før der er bygget en canasta.

De enkelte kort har en værdi, som bruges når spillet er afsluttet og pointene skal tælles op. Typisk skal der mere end et spil til for at finde en vinder, da spillet normalt kræver 5.000 point for at blive afsluttet.

Så meget for historien. Her er "Vores" Regler:

  • Spilles af 2, 3, 4 eller 6 spillere.
  • Hvis 4 eller 6 spillere, spiller man sammen, to og to.
  • Der bruges to spil kort med jokere.
  • Man spiller flere spil, indtil en spiller eller et hold har nået 5000 points eller mere.
  • For hvert spil skiftes man til at give kort (med uret)
  • Man får hver 11 kort, og der vendes ét fra bunken.
  • Hvis kortet der vendes er en rød treer, en toer eller en joker, vendes endnu et kort, indtil der ikke er et sådan kort øverst.
  • Den der sidder til venstre for den der gav kort, starter
  • Man skiftes til at trække i bunken (med uret), og derefter lægge et kort i bunken ved siden af, for hermed at indikere at man er færdig og det er den næstes tur.
    Hvis man har to ens på hånden af den slags den forrige spiller lagde i bunken (fx to syvere) må man tage bunken som alternativ til at trække et kort fra bunken.
  • Det gælder om at få en eller flere Canasta’er.
  • For at få en Canasta skal man først åbne, dvs. lægge kort på bordet. Se regler for at åbne og at lægge ned.
  • Et spil afsluttes ved at en spiller lukker, dvs. lægger alle sine kort på bordet, evt. med et kort til bunken.
  • Der kan kun lukkes, hvis spilleren/holdet har minimum én canasta.
  • Når der er lukket, tælles points sammen, og noteres ned. Derpå blandes kort, og et nyt spil kan begynde.

 

Definitioner:

En Canasta:

  • En Canasta er minimum 7 ens kort af samme slags fx 7 firere eller syv konger.
  • Da det kan være svært at få 7 ens, må man erstatte nogen af kortene med jokere eller toere, som også gælder som jokere. Dog;
  • Der skal altid være flere af dem man samler på end jokere/toere
  • En canasta tæller først når den er lagt ned på bordet. Den tæller altså ikke hvis man sidder med den på hånden.
  • Man kan også lave canasta af jokere/toere; en såkaldt "joker-canasta"
  • Der kan ikke laves canasta af treere

Points:

Der er to typer points:

Kort points

Hver kort har en værdi i points

Kort Es 2 ♠♣3 4 5 6 7 8 9 10 J D K
Værdi 20 20 5 5 5 5 5 10 10 10 10 10 10

Faste points

Når et spil er slut tælles kort points sammen. Hertil lægges faste points.
Faste points gives for:

  • Canasta
    med jokere/toere i (uren canasta) = 300 points
    uden jokere/toere i (ren canasta) = 500 points
    Joker Canasta af jokere/toere = 1000 points
    Ren Joker Canasta af enten jokere eller toere: 1500 points
  • At lukke
    giver 100 points
  • Røde treere, samlet under spillet, tæller +100 point hvis man fik åbnet, men -200 points, hvis man ikke fik åbnet.
    Har én spiller / ét hold alle fire røde treere, tæller de dobbelt, dvs. enten + 800 eller -1600.

Treere

  1. Man kan ikke lave canasta af treere.
  2. Man kan som hovedregel ikke samle på treere, som andre kort.
    Dog, under lukning kan sorte treere lægges ned.

Der skelnes mellem røde og sorte treere:

Røde treere ♥♦
Lægges altid ned på bordet straks man har dem. Som erstatning herfor må man trække et nyt kort i bunken.
De bruges ved sammentælling, og tæller så 100 points hvis man får åbnet, men minus 200 points, hvis man ikke får åbnet.
Sorte treere ♠♣
Lukker bunken. Hvis en spiller lægger en sort treer til den efterfølgende spiller, kan denne ikke tage bunken, uanset om denne måtte have to sorte treere på hånden

At Tage bunke

Hvis man har to ens på hånden af den type den forrige spiller lagde i bunken må man tage hele bunken af lagte kort, som alternativ til at trække et kort fra bunken.

Man må dog kun bruge det kort man tog bunken på i samme omgang.

Resten lægges med bunden i vejret på bordet, og må først tages op og anvendes efter man har lagt et kort til den næste spiller.
Man får altså først glæde af en bunke omgangen efter man har taget den.

Hvis en spiller lægger en sort treer, en toer eller en joker kan den efterfølgende spiller ikke tage bunken uanset om spilleren måtte have to af slagsen på hånden. De "lukker" bunken for den efterfølgende.

At åbne og lukke

At åbne

vil sige at lægge kort fra hånden på bordet, enten som enkelt spiller eller som hold.

Hvis man spiller som hold er det nok at den ene spiller åbner. Den anden spiller kan så supplere op med kort senere hen.

For at åbne kræves:

  • At man kan lægge kort ned hvis værdi tilsammen giver 50 points; dog:
  • Hvis man i pointtællingen har 1500 points eller mere, kræves at man har 90 point for at åbne; og:
  • Hvis man i pointtællingen har 3000 points eller mere, kræves at man har 120 point for at åbne.

Der på gerne åbnes i første omgang, dvs. man behøver ikke nødvendigvis at vente til alle spillere har haft tur.

At lukke

Vil sige at man lægger alle sine kort på bordet og at man har minimum én canasta!

Som regel lukkes der ved at man lægger et eller flere kort til de kort man har liggende på bordet og så lægger det sidste i bunken.
Man behøver dog ikke at lægge et kort til bunken hvis man kan bruge alle sine kort til at supplere dem på bordet.

Hvis man lægger alle sine kort på bordet uden at have minimum én canasta, er der ikke lukket, men spillet fortsætter indtil en spiller lukker "rigtigt", dvs. har en canasta.

Det giver 100 faste points at lukke.

Når der er lukket, tælles points sammen, og noteres ned. Derpå blandes kort på ny, og et nyt spil kan begynde.

Disse regler er lidt tvivlsomme mht. om de er med i de originale regler, men vi bruger dem:

  • Der må gerne åbnes og lukkes i samme omgang, dvs. man lægger alle sine kort ned på én gang, blot der er minimum én canasta.
  • Har man minimum tre sorte treere på hånden, kan disse i netop under lukning lægges på bordet og tæller så med i regnskabet med 5 points hver.
  • Ved firemands canasta kan en spiller inden han lukker vælge at spørge sin makker om han må lukke.
    Svarer medspilleren "Ja", så han lukke, men skal ikke.
    Svarer medspilleren derimod "Nej" så skal han rette sig efter det, og må altså ikke lukke!

At "lægge ned"

Vil sige, at lægge en hel eller delvis canasta fra hånden ned på bordet.

For at lægge ned kræves, at der lægges minimum tre kort pr. hel eller delvis canasta.

Man bruger også udtrykket "at lægge ned" når man supplerer op med flere kort til dem der allerede ligger på bordet.

Når der lægges ned skal der altid være flere at dem man samler til canasta i, end jokere/toere. Der må altså aldrig være lige mange af hver.

Man må gerne lægge flere end syv kort i en canasta. Blot gælder altid regelen om, at der skal være flest af dem man samler på i forhold til antallet af jokere/toere i canastaen.

En Joker/toer canasta kan kun lægges ned direkte fra hånden!
Man kan altså ikke samle til den ved først at lægge fx 3 jokere ned, og så senere supplere.
Dette medfører naturligvis, at man i 4-mands canasta ikke kan hjælpes ad med at samle en joker-canasta.

Andet

  • Man må ikke "kigge i bunken", altså se hvad der er blevet lagt tidligere i bunken.
    Kan man se nogen af kortene fordi de er blevet lagt skødesløst på bunken, er det ok at se dem, men man må ikke "pille ved bunken" for at se hvad der ellers gemmer sig.
  • Ordet "Joker" bruges undertiden som fællesbetegnelse for jokere og toere.
    En joker (kortet joker) kaldes så for en "sprællemand".

Specielle regler

Som kan bruges, hvis man synes spillet skal have lidt ekstra facetter.

  • Flere Jokere
    Det originale Canasta bruger 2 jokere pr. kortspil, altså 4 i alt, men man kan sagtens benytte flere. Mange kortspil leveres med 3 eller 4 jokere.
    Nogen kortspil leveres desuden med et kort påtrykt spillereglerne for Bridge. Dette kan også benyttes som joker i Canasta, hvis man godt kan lide at spille med mange jokere.
  • At "tage rigtigt af."
    Der gives 100 faste points, hvis den der "tager af" inden der gives kort, efterlader præcis det antal kort der skal bruges for at alle spillere har 11 kort. Dvs. 22, 33 eller 44 kort.
    Man kan også beslutte, at der skal være kort nok så der er til det kort der skal vendes fra bunken, altså 23, 34 eller 45 kort.
  • Åbne med Canasta
    Det kræves for at åbne, at man åbner med minimum en canasta, og altså ikke blot at der lægges 3 kort. Reglen med minimum 50, 90 eller 120 points gælder stadig, og man kan ikke tælle canastaens faste points med i dette.
  • 15 kort minus ét
    Hvis man spiller med at skulle åbne med en canasta, kan det godt være ret svært at samle kort og / eller points nok.
    Derfor kan man vælge at give 15 kort i stedet for kun 11, og så lade hver spiller lægge ét kort til side (det dårligste på hånden) inden spillet starter, så man starter med 14 kort hver.

At åbne med Canasta og starte med 15/14 kort bruges især ved tomands-canasta.

  • Man må ikke tage bunke eller lukke i første omgang.
    Sådan noget pjat! Det er "børneregler" fra Slettegård, som ikke tjener noget formål. Spil så hellere "Fisk" eller Ludo i stedet for !
  • Man kan samle til Joker-canasta som "normalt"
    dvs. lægge 3 eller flere jokere ned, og så supplere op senere. Ligeledes en børneregel fra Slettegård, som gør spillet lidt nemmere.

Langt-ude regler:

  • "Snutte-kort"
    Kommer af udtrykket "Du er en snut!" som udtales i det øjeblik en modstander giver én netop det kort man skal bruge for at kunne lukke spillet.
    Dette har kun relevans i den situation hvor der ligger netop ét kort i bunken til modstanderen, altså hvor man selv lige har taget bunke, så det kort man lægger, udgør hele bunken, som altså så kan bruges af modstanderen umiddelbart, til at lukke med.
    "Snutte-kort" er en hånd man med brug af et bestemt kort har mulighed for at lukke spillet.
    For at imødegå denne meget ubehagelige situation hvor modstanderen lukker lige efter man har taget bunke, kan spilleren der har tur vælge at spørge modstanderen "Har du Snutte-kort", hvortil modstanderen skal svare ærligt "Ja" eller "Nej".
    Hvis modstanderen svarer "Ja", har man så en chance for at være ekstra påpasselig med hvad man lægger til modstanderen; fx en joker, for at forhindre at han tager bunken.

    For hyppig anvendelse af dette spørgsmål afslører meget om modspillerens kort, og bør derfor begrænses til fx max én gang pr. spil pr. deltager, eller kun hvis bunken der blev taget er "meget stor."
    Problemet er som regel, at definere hvad "meget stor" er, uden at fintælle bunken.